Sims - del 11. "2G'er"

WILLIAMS SYNSVINKEL:

"1G" var nu omme, og nu hed det 2G. 2 år til de var færdige på gymnasiet. William var faldet rigtig godt til, og gik nu hen til Fatima. "Hey, skal du med til festen i aften?" Havde han spurgt, men svaret var at det vidste hun ikke helt. "Jeg håber på at se dig så" Svarede William og forsøgte at lægge skjul på at han var en smule skuffet.
Eleverne havde lige fået fri, så William skyndte sig hjem sammen med hans venner, som han skulle gøre sig klar til festen med, du ved, at spille nogle spil på playstation og drikke nogle øl samtidig med.
"Hey, har du ikke fortalt hende det?" Spurgte Max om, og William trak på skulderne. "Jeg tror ikke det er gengældt" Svarede han lidt efter, "Men det ved du ikke" Svarede Max, og William tænkte lidt, "Du har ret, men det er nok også dumt at ødelægge venskabet, hvis nu ikke det er gengældt" Havde William svaret.

FATIMAS SYNSVINKEL:
Fatima så William forsvinde længere nede ad gangen, hvad var der galt med ham? Han havde opført sig så mærkelig, i en periode nu. Fatima sukkede og tog sin taske over skulderen. "Er i klar piger?" Spurgte hun, og kiggede på de andre, som gjorde var klar og gik med Fatima hjem. "Skal I til festen?" Spurgte Fatima, og de andre nikkede mens de svarede ja. Fatima vidste ikke helt om hun skulle, eller lade vær, hun var nemlig ikke den store festabe. Eller glad for alkohol. 

"Tag nu med" Tiggede Naja, "Tag med for Williams skyld!" Fatima slog hende blidt på skulderen, "Der er intet mellem ham og jeg" Begyndte Fatima, og de andre begynde at grine.

"Og det tror du helt ærligt, at vi skal vi tro på?" Svarede Naja, og kiggede bestemt på Fatima. "Den måde I kigger på hinanden, den måde I er når I er sammen, oh, du kan ikke bilde os ind, at I kun er venner" Bød Stine ind. Fatima rullede med øjnene, de var jo kun venner! 

Alt andet ville jo være dumt, ikke? Fatima mente jo, at de havde det så godt sammen, så ville det ikke være dumt hvis de fandt sammen? "Fint, jeg tager med" Sagde Fatima, og de andre piger blev glade. 

Da pigerne endelig ankom til festen, var der allerede godt gang i den, og ja, folk var så småt allerede ved at være fulde. Men Fatima og Naja drak ikke så meget, som de andre gjorde, men de hyggede sig alligevel. Fatima fik øje på William og fik et stort smil på læben. "Tag nu hen og snak med ham" Sagde Naja og puffede blidt til Fatima. "Om hvad?" Spurgte hun, og Naja rullede med øjnene, "Det som I altid snakker om" Fatima vidste ikke helt, hvorfor det pludselig føltes så akavet, at skulle snakke med William.

Fatima gik forsigtigt hen mod William, og hun lagde mærke til at han havde svært ved at stå på sine egne ben. Hun grinede lidt for sig selv, og da hun kom hen til ham, hilste de på hinanden med et kram. "Du kom" Sagde han glad, og Fatima nikkede. "Pigerne overtalte mig" Svarede hun, og kiggede lidt op på William, da han var lidt højere. 

 William kløede sig i håret, "Vil du danse?" Spurgte han, og Fatima var hurtigt til at nikke. William tog hende i hånden, og gik ud på "dansegulvet" hvor de begyndte at danse, da sangen midt i det hele blev stoppet, og der blev sat en stille sang på. Folk klagede sig, nogle forsvandt mens andre blev. Fatima og William stillede sig tæt på hinanden, og dansede tæt, og Fatima kunne lugte alkohol. Alkohol fra William. "Du er pæn i aften" Kom det fra William, og Fatima gik et lille smil på læben, "Eller det er du altid" Rettede han det hurtigt, og kiggede rundt.

Dansen sluttede, "Tak for dansen" Sagde Fatima og smilede til William. "Selv tak smukke" Svarede han, "Vil du ha en drink?" Spurgte han sødt, og Fatima nikkede, "Så bare en enkelt". William smuttede, og i mellem tiden var en gamle flirt af Fatima kommet hen til hende, ja, det var ikke kun folk fra skolen som kom, "Hey smukke" Sagde han, Steffen. Fatima rullede med øjnene, "Hvad vil du Steffen?" Spurte hun, og kiggede seriøst på ham. "Bare have en dans med dig" Svarede han, og fordi hun ikke svarede, "Bare en dans" Sagde han igen, og hun overgav sig, hun havde alligevel intet at lave, når hun alligevel ventede på at William kom tilbage.

Dansen begyndte og et par hænder begyndte at finde frem på Fatimas hænder, hun kiggede op på Steffen, og fjernede hurtigt hans hænder. Men han kørte hænderne ned midt på ryggen og trak hende helt tæt på ham, mens Fatima prøvede at komme fri. "Hvad fanden laver du?!" Udbrød hun, da hun kom fri, og Steffen begyndte bare at grine, men hans grin blev hurtigt stoppet, da en hånd ramte ham ind i ansigtet. Fatima tog hurtigt sine hænder til munden, og kiggede den retning som hånden kom fra. William havde slået Steffen. 

Steffen tog sig til ansigtet. "Hvad fuck... Idiot" Vrissede Steffen og slog tilbage, og Fatima råbte at de skulle stoppe. Hun forstod ikke hvorfor alt den her ballade. Nogle vagter kom brasende og fik stoppet slåskampen, mens de fulgtes med Steffen og William ud, hver sin dør selvfølgelig. Jeg fulgte med vagten som havde William, og da vagten gav slip på William og var forsvundet, spurgte Fatima om hvad der foregik! Og hvad det skulle til for. 

Williams læbe var flækket, nemt at se på denne smukke og sommeraften. Han svarede ikke på det Fatima sagde, "Hallo" kom det fra hende. Han kiggede på hende. "Hvad skulle det for?!" Spurgte hun skuffet, og igen. Han sukkede. "Jeg kunne bare ikke lide, at han tog dig på røven. Især ikke fordi du ikke vil have det!" Kom det fra ham langt om længe.
Kunne han ikke være ligeglad? De var jo ikke kærester.
"Det er jo ligemeget" Kom det fra Fatima, men William rystede på hovedet. "Nej Fatima. Kan du ikke bare snart se, at jeg fucking er vild med dig?!" Sagde han lidt vredt, Fatima rystede på hovedet, "Du er bare fuld" Svarede hun.

"Ja, jeg er fuld, og siger sandheden" Svarede han og kiggede alvorligt på Fatima. Fatima svarede ikke, og kiggede bare på ham. Mens han fortsatte. "Jeg har gjort alt for at du skulle se det, Fatima. Vores dates, mine komplimenter, min opførsel, mine tegn på at jeg ville dig mere", men Fatima var stadig mundlam og kiggede bare på ham. "Jeg magter ikke at prøve mere" Sagde han lavt, og begyndte at gå bagud, "Det gør ondt, at jeg ikke føler du vil det samme" Hans tårer var begyndt at trille ned ad kinderne på ham, og stadig sagde Fatima ikke noget, som hun burde. 

Og langsomt forsvandt William.